Browsing Tag

Daubenton kål

    Havebrug og selvforsyning

    Dyrk flerårig kål – dyrkningsvejledning til frisk kål år efter år

    De planter vi kalder for kål, tilhører alle samme art, Brassica oleracea, som er forædlet i et utal af sorter. De fleste morderne kålsorter er to-årige og dyrkes i praksis som etårige måske lige bortset fra grønkålen, der får lov at overvintre.

    Tidligere var det dog helt almindeligt med flerårige kålsorter. Nogle af disse gamle flerårige sorter har overlevet hos samlere og i traditionelt indstillede bønders kålgårde.

    Nine star flerårig broccoli

    Nine star flerårig broccoli

    Dyrk flerårig kål sådan:

    Så flerårige kålplanter fra frø

    Nogle sorter af flerårig kål kan sås fra frø. De sås tidligt om foråret i en root trainer bakke med så- og priklemuld eller almindelig muld blandet med jord. I min erfaring spirer de hurtigt og villigt.

    Når kimplanterne har fået deres første rigtige blade, plantes de stærkeste eksemplarer over i små potter. Vand hyppigt og gød lidt.

    Plant planterne ud på friland, når de virker stærke nok og når nattefrosten er helt væk.

    Formér flerårige kålplanter ved stiklinger

    Nogle sorter af flerårig kål kan kun formeres ved stiklinger, da planterne simpelthen ikke blomstrer. Chou Daubenton, som beskrives længere nede, blomstrer fx ikke.

    For at få en stikling, skal du rive et lille, sundt og friskt udseende sideskud af, gerne med en ‘hæl’ i form af et lille stykke af kålstokken.

    Stiklingen stikkes i en potte med sandblandet muld eller så- og priklemuld. Klip de fleste af bladene af og sæt en plastikpose over potten, så planten ikke mister for meget vand før den får sat nye blade.

    Pasning af flerårig kål

    Flerårig kål holder som hovedregel af ganske almindelig, ikke for våd jord og masser af gødning i form af kompost.

    Skadedyr og sygdomme

    Kålsommerfugle

    Hold øje med hvornår de hvide sommerfulge sværmer om kålplanterne, og tjek undersiden af bladene for små gule æg og sort-gule larver. Fjern dem med hård hånd.

    Du kan eventuelt dække planterne med bionet, så sommerfuglene ikke får adgang.

    Eller du kan lade stå til og lade larverne spise bladene i en periode og trøste dig ved, at de nok skal vokse ud igen i løbet af efteråret, så du alligevel har kål hele vinteren.

    Dræbersnegle

    Dræbersnegle kan spise unge kålplanter helt i bund. Beskyt dem med et lille drivhus af en overskåret sodavandsflaske, og forsøg at holde sneglebestanden nede generelt i haven.

    Den gode nyhed er at store kålplanter som regel overlever angrebet og leverer masser af blade de dele af året, hvor dræbersneglene ikke er så stor en plage.

    Kålbrok

    Kålbrok er en frygtet svampesygdom. Den gør det umuligt at dyrke kål i mange år, hvis man først ha den i haven. Læs om kålbrok her hos Havenyt.

    Den gode nyhed er at flerårig kål tilsyneladende ikke så let rammes af kålbrok, selv om de gror samme sted i mange år.

    Overvintring af kål

    Flerårig kål vokser støt men langsomt videre henover vinteren. Hold øje med at de ikke har det for vådt, og at de ikke bliver spist op af rådyr og harer.

    Sorter af flerårig kål i min have:

    Chou daubenton

    Udseende: Har lyse grønne blade, lange knudrede nedliggende grene. Ser ofte lidt hærget ud men er forholdsvis robust.

    Anvendelse: Mild smag og ret spæde blade, der kan bruges rå i salat eller i en burger. Bladenes ribber behøver ikke fjernes.

    Pasning: Holder af gødning, skygge og ikke alt for våde rødder. Angribes meget lidt af larver.

    Formering: Stiklinger.

    flerårige kål

    Chou Daubenton med friske efterårsblade. I baggrunden stokken af en flerårig grønkål.

    Flerårig grønkål

    Udseende: Har opret vækst med kraftig stok og sideskud – som små træer. Mine er mellem 70 og 150 cm høje. Kan blomstre med en opret kost af gule blomster og vokse videre efterfølgende.

    Anvendelse: Som grønkål. Smagen er let bitter men behagelig. Bladene har grove ribber, som skal fjernes inden spisning.

    Pasning:  Stiller ret små krav til tilværelsen.

    Formering: Stiklinger og frø

    Jersey walking stick kale

    Udseende: Har mørkegrønne blade og høj lige stok.

    Anvendelse: For grove til det meste madlavning, men kan måske snittes fint i en suppe. Høns elsker denne kålsort!

    Pasning: Holder af varme.

    Formering: Frø.

    Nine star broccoli

    Udseende: Store lysegrønne, lidt skålformede blade.

    Anvendelse: Blomsterne spises som broccoli.

    Pasning: Skal beskyttes mod larver og er i det hele taget lidt sarte. det er vigtigt at plukke alle uudsprungne blomster, da planten ellers dør.

    Formering: Stiklinger og frø. Vær opmærksom på at den gamle plante dør, hvis den får lov at sætte frø.

    Taunton Deane

    Udseende: lilla stok og bladnerver og næsten changerende lilla-grønne blade – den er utroligt smuk! Vokser opret som et lille træ.

    Anvendelse: Mild og behagelig kålsmag.

    Pasning: Holder af sol.

    Taunton Deane flerårig kål

    Ung Taunton Deane med lilla stok og bladnerver.

    Vildkål

    Udseende: En lys grøn, opret, robust udseende plante.

    Anvendelse: Har en let bitter smag. Ikke en kålsort man bruger meget af.

    Pasning: Stiller ikke mange krav.

    Formering:  Siges at sprede sig ved udløbere (!).

    Flerårig vildkål

    Vildkål – som jeg ikke ved om er en vild kål eller en spansk sort af havekål.

    Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram