Hvordan gik det egentlig med det der oprydningshalløj?
For et års tid siden kastede jeg mig ud i at rydde op i vores ting. Læs om starten på kampagne her. Og med rydde op mener jeg først og fremmest rydde ud. Det man på engelsk kalder decluttering og som ikke rigtig har et rigtig godt dansk ord. (Eller har det?)
Og det går fint med det, tak. Fremad. Sådan lidt i bølger og cirkler. Bølger fordi engagement og overskud går lidt op og ned – cirkler fordi vi bliver ved med at vende tilbage til de samme områder med nye, kritiske øjne. I sidste uge fandt jeg fx en stor kasse med håndkøbsmedicin som ikke har været åbnet siden vi flyttede for togethalvt år siden.. Den stod fuldt synlig i det skab, hvor vi også har håndklæder. Og jeg anede ikke den var der. Eller havde savnet indholdet, for den sags skyld.
Den største succes er alrummet i kolonihaven, som jeg skrev om her. Der er simpelthen blevet så fint og funktionelt. Og roligt, ikke mindst. For et par uger siden var jeg derude i et eller andet praktisk ærinde. Jeg havde en snack med, og da jeg havde spist, satte jeg mig i tyve minutter og læste til denne udsigt. Rent zen.
Men der er også mindre sejre. Som fx at kunne finde plads i skabet til en ny køkkenmaskine uden det mindste besvær. Og at have fået bardisken mellem køkken og stue hjemme i rækkehuset ned på et niveau af rodethed, der bare lige kan fjernes hver aften. Og jeg har gået en tur rundt om rækkehuset med en pose og samlet slikpapir, poser, hundelegetøj og gamle bolde. Jeg tror de tidligere ejeres hund gravede det ned, og nu graver hønsene det op.
Mest af alt har processen fået os til at være mere bevidste om hvad vi egentlig vil have. Ikke nødvendigvis nu, men på sigt. Fx har vi besluttet at fjerne den brændeovn vi aldrig bruger, fordi stuen giver mere mening med en lænestol lige der. Vi har reduceret antallet af skoskabe i entreen, så den ikke virker så smal. Og i det hele taget er vores fascination af all things-opbevaringsløsning dampet lidt af.
Så langt, så ryddeligt. Men der er altså også nogle ting, som jeg har mere end svært ved at rydde ud i. Ting der ikke bliver brugt, ikke vækker særlig glæde – men som jeg alligevel går og cirkler om i stedet for at sende videre.
Seks kategorier der stædigt modsætter sig decluttering, og mine modtræk
Ting jeg selv har lavet
Det er virkelig svært at skaffe sig af med ting (og her taler vi mest om tøj), jeg selv har udtænkt, købt ind til, brugt mange, mange timer på. Også selv om resultatet ikke står mål med anstrengelserne. Eller det bare ikke bliver brugt fordi det fx skal stryges (det får jeg aldrig gjort), håndvaskes (heller ikke) eller fnugger helt vildt.
Jeg prøver at hive plasteret hurtigt af. Smide de mislykkede projekter ud, og glemme alt om dem. Og så lige mærke, at det faktisk er lidt lettende ikke at skulle gå og bilde sig selv ind at en bluse er fin, når den ikke er fin.
Ting der ikke umiddelbart kan genanskaffes
Her tænker jeg ikke på arvesølvet. Næh, jeg tænker på loppefund til en tyver, der reelt set var mindst 30 kr værd. Hvor finder jeg lige sådant guld igen, hvis jeg a) skiller mig af med det OG b) straks derefter skal bruge det alligevel?! Og så tænker jeg faktisk mest af altjeg tænker på sådan noget som dåser der har indeholdt pulver til modermælkserstatning! En eller anden sagde da vi begyndte at give Musen flaske, at de dejlige dåser – dem skal I gemme. Og selv om vi har dåser her og der og alle vegne, så har jeg SÅ svært ved at side dem ud. I bund og grund af frygt for at løbe tør og ikke kunne skaffe flere!
Jeg prøver at fortælle mig selv at skulle manglen opstå, kan vi bare købe nogle dåser. Det har vi råd til. Selv om det ville være brændærgerligt …
Ting der tilhører andre. I hvert moralsk
Den her er tricky. Men i vores familie (muligvis også andres?) ejer man nogle gange ting sådan lidt i fællesskab. Oldemors spisebord fx. Det har stået rundt omkring hos folk, der manglede et spisebord. De fine hæklede kjoler fra Moster Tinne har også været vidt omkring. For slet ikke at tale om de mange dejlige ølkasser, min mor var kvik nok til at hamstre i halvfjerserne.
Men må bordet ryge til storskral, når man ikke bruger det længere, eller skal man vente ? Må kjolerne losses videre til en kollegas datter, som aldrig har hørt om Moster Tinne? Må ølkasserne males? Mit officielle svar på alle tre er ja. Andet kan jeg simpelthen ikke arbejde med. (Min mor er til gengæld uenig over hele linjen. Især i tilfældet ølkasser. Hun husker tydeligt den uheldige episode, da min ene moster ‘lånte’ en stak og malede dem lortebrune tilbage i startfirserne). I praksis er jeg ikke så cool, og bruger uendelig energi på at finde godkendte hjem til fx min farmors symaskine.
Min bedste (og langtfra perfekte!) løsning er at forsøge at forhindre servitutbelagte ting og sager i at komme inden for døren. Når først tingene er landet (og i min familie spørger man ikke altid inden man tager en lænestol med som værtindegave), tager opdragelsen over, og udsmidning bliver en nær-umulighed.
Ting man så levende kan forestille sig at bruge (men aldrig gør)
Nogle ting hører ikke til i det liv man lever, men det liv man forestiller sig at man kunne leve. I vores ellers minimalistiske kolonihave står fx et spil Trivial og et kongespil til fælles leg og underholdning i familiens skød. Vi har aldrig åbnet nogen af delene. Pastamaskinen som jeg ejede i femten år uden at bruge blev brugt en gang, dagen efter jeg fik den. Den føromtalte brændeovn i rækkehuset har været tændt op en gang, siden vi flyttede ind, og romaskinen i kælderen bliver i bedste fald brugt uregelmæssigt. Men hvor kunne det ellers være fedt. Og når vi skaffer os af med sådan en ubrugt dims, er det det samme som at indrømme at det ikke kommer til at ske.
Den her er rigtig, rigtig svær, fordi den har med identitet og drømme at gøre. Min bedste løsning er at tage den lige så langsomt. Love sig selv at begynde at bruge romaskinen eller at invitere folk over til et slag Trivial. Konstatere at det ikke rigtig skete. Prøve igen. Og på et eller andet tidspunkt brister illusionen og man er klar til at komme videre.
Ting der ville udgøre et interessant krea-projekt, hvis jeg ellers havde tid
Jeg har i perioder hygget mig med diverse upcykling-projekter. Været god til at se, hvordan min kærestes aflagte skjorter kunne blive til mine nye nederdele, og mine egne cardigans til fine tasker og punge. Søg på Pinterest efter ‘upcyling’, der er masser af sjove ideer! Ulempen er bare, at ideerne kommer til hurtigere, end de bliver udført. Og imens ligger de lasede skjorter og hullede cardigans og samler støv (hvilket er irriterende nok) og minder mig om min egen uformåen (værre).
På det her felt er jeg relativt hård og minder løbende mig selv om, at jeg ikke har brug for flere projekter i mit liv. Desuden, og det her var lidt af en aha-oplevelse, har jeg sandsynligvis heller ikke brug for tasken, der er resultatet af upcyklingen. For havde jeg det, var jeg ikke først kommet i tanke om at sy den, da den gamle cardigan gik i stykker. Kan I følge mig?
–
Har I andre også ting, der er næsten umulige at skille sig af med?
Skuret i kolonihaven umiddelbart inden min årligt tilbagevendende decluttering-to-end-all-declutterings … Samtlige fem ovennævnte kategorier ses her repræsenteret: Den hjemmelade fod til bruseren, et par mælkedåser (anes bag hjulet til cykelanhængeren), elradiatoren fra mine forældres hjem – hvor kan den gøre nytte næste gang? – cykelanhængeren der aldrig har været hængt på en cykel og grillen der ikke har været tændt et par år og ikke mindst den geniale løsning til opbevaring af haveredskaber jeg aldrig har fået bygget færdig og de gamle ruder jeg nuppede fra storskrald og IKKE byggede mistbænke af.