De sidste par år har det været mit job at lukke for vandet i kolonihaven. Hvis vi gør det sammen, ender vi altid med at mundhugges. “Løber det i køkkenet? Køkkenet, sagde jeg! Kom lige! Nej, hold øje med hanen i køkkenet? Nu er det ud over det hele! Jeg sagde kom lige-nej-hold-øje ..! Jeg troede han sad i klapvognen, sig mig, holder du ikke øje?!” Så er det bedre for alle parter at jeg får en sidste eftermiddag med arbejdstøj og velfortjent pulverkaffe, mens far og søn får lidt kvalitetstid derhjemme.
Da jeg sandsynligvis ikke er den eneste der skal lukke for vandet i et sommerhus elle en kolonihave her inden kulden kommer, har jeg lavet denne trin for trin-vejledning i at lukke for vandet. Detaljer kan naturligvis være forskellige, fordi installationerne er det, men principperne er vist nogenlunde universelle.
Læs også min tjekliste over alt det andet der skal ordnes når kolonihaven skal lukkes ned
Hvornår skal der lukkes for vandet i kolonihaven:
Der skal lukkes for vandet inden frosten går i rørene. Min smertegrænse er minus fem om natten, men det kommer an på hvor dybt rørene ligger og hvor godt huset er isoleret. Lad være med at vente til sidste dag inden fimbulvinteren sætter ind, i tilfælde af at det bliver nødvendigt at ringe til en ven eller tilkalde en håndværker.
På dagen kan det betale sig at gå i gang mens der stadig er et par timers dagslys forude. Processen tager 1,5 – 2 timer og glider uendeligt meget bedre, hvis man kan se hvad man laver.
Udstyr:
- Handsker
- Knæpude eller bukser der godt må blive mudrede på knæene
- Tang til stædig ventil
- Spand og skål
- Cykelpumpe eller kompressor

Fremgangsmåde når du skal lukke for vandet:
- Tis af, tag opvasken, fyld elkedlen
Overvej i det hele taget om du skal bruge mere vand. - Sluk vandvarmeren
- Find og åben brønden
Led efter et dæksel i skellet mellem haven og fællesarealerne/vejen - Luk af for vand fra omverdenen
Drej den stophane (A på billedet herunder) der sidder mellem røret ud mod omverdenen og de forskellige ventiler i brønden. I vores brønd er det det håndtag der rent fysisk er nærmest huset, fordi rørene krydser. - Slip luft ind i systemet
Ellers kan vandet ikke komme ud. Hos os skal man løsne en lille rund ventil nede i brønden (B på billedet herunder). Nogle gange kræver det en tang. Når det lykkes, sprøjter der lidt vand ud. - Tøm vandvarmeren. Hvis man drejer på den store blå ventil på vores har den ligesom to hak. Hvis man stiller den imellem de to, løber vandet ud af overløbsventilen, hvor vi har monteret en slange. Det kan anbefales at bruge en spand, så ved man hvor lang man er nået.
- Tøm resten af systemet for vand
Åbn alle vandhaner og andre aftapningshaner efter tur. Hold øje med hvor meget vand du tapper af de forskellige haner: Er det fuldstændig urealistisk meget, gå da tilbage til punkt 3 og tjek om håndtaget er HELT drejet. #bittererfaring - Blæs rørene igennem
Luk alle haner igen, undtagen én. Luk også den lille luftventil (B) i brønden som vi åbnede før. Find den ventil i brønden der (fuldstændig!) ligner ventilen på et cykeldæk (C på billedet herunder), og blæs luft i med en cykelpumpe. Det kan anbefales at bruge en prof model, da man befinder sig i en utroligt træls arbejdsstilling, ellers. Pump indtil der kommer vand ud af hanen og gentag med husets andre haner. Er du alene, og er der langt mellem hus og brønd, kan du stille en skål under for at se om der kommer noget. Er I to, så prøv ikke at blive alt for sure på hinanden under dette punkt. #bittererfaring. - Luk for vand til huset
Luk den stophave der sidder mellem brønden og huset. Hos os vender den fysisk ud mod fællesarealet, da rørene krydser. Håndtaget kan ikke ses på billedet herunder, men det befinder sig modsat håndtag A. - Brug evt toilettet en sidste gang
- Skyl ud et par gange for at tømme cisternen
- Put lidt salt i toiletkummen for at frostsikre
- Skynd dig hjem i varmen!

