Det spiselige staudebed i juni, før tørken kom og dæmpede farverne lidt. De gule blomster i forgrunden er fra en flerårig grønkål.
I år har vi for første gang ikke haft en ‘rigtig’ køkkenhave, men er gået all in på krydderurter, bærbuske og flerårige grøntsager – en form for permakulturkøkkenhave, med andre ord.
Hvorfor lige permakultur?
Jeg skal indrømme at jegaldrig helt har forstået permakultur som bevægelse og ideologi. Når jeg læser bøger om emnet, springer de så pludseligt fra nogle ret ophøjede (men bestemt gode!) principper om at tage vare på jorden, hinanden og fordele overskuddet retfærdigt – til en række ganske konkrete råd om at bygge en krydderurtespiral, lede sit regnvand ned i en swale og huske at få ting til at gro op ad hegnene. Så hvis nogen kan anbefale en bog, der heeelt pædagogisk kan bringe os fra det ene til det andet, er jeg modtagelig 🙂
Min egen indgang til permakultur er helt klart mere pragmatisk end ideologisk og kan vist koges ned til at jeg:
- Elsker ideen om en køkkenhave men egentlig ikke har tid
- Har et samlergen
- Læste denne bog og blev helt fascineret
Ved at kombinere de to første punkter og med bogen fra punkt tre ved hånden, har jeg efterhånden fået opbygget en fin samling af flerårige krydderurter og grøntsager.
En blomstrende skorzonerrod. Både rødder og blade kan spises.
Permakulturkøkkenhave – pro et contra
Tid
Det er egentlig først nu har jeg ikke længere har min almindelige køkkenhave, at jeg kan se hvor frustrerede den var. Ikke fordi jeg var træt af den, men fordi jeg så enormt gerne ville prioritere den – og så kom der altid et eller andet i vejen på et kritisk tidspunkt.
Dette et eller andet som regel værende weekendarbejde eller familieforpligtelser vest for Storebælt. Og fordi vi i forvejen mest har weekenderne til vores rådighed i kolonihaven, knækkede kæden altid et eller andet sted: Planterne blev forspiret for sent. Eller kom for sent på friland. Eller blev ikke vandet den der uge hvor de i høj grad skulle have været vandet. Eller blev ikke frelst fra dræbersneglene i tide. Eller (og det er næsten mest fjollet) ikke vi fik ikke høstet afgrøderne mens de var mest lækre.
Den frustration er meget,meget mindre i en permakulturkøkkenhave! For planterne er der jo bare, klar til at blive høstet fra. Bevars, ikke alt er modent altid, men et ller andet er som regel. Og misser man en postgang, kan fugle og larver få fornøjelsen denne gang, og så er vi sikkert bedre klar næste år. Det er så lækkert, og var jeg mere poetisk anlagt, ville jeg sammenligne med paradisets have, hvor man bare kan gå og plukke.
Udbytte
Udbyttet i en permakulturkøkkenhave som min er mindre end i en intensivt drevet, traditionel køkkenhave. en som I kan læse overfor, var min køkkenhave aldrig specielt intensivt drevet, så det relle udbytte-i-hånd-og-mund er ikke faldet voldsomt.
Vi har kunnet plukket til kager og salater og interessant krydring det meste af sæsonen. Og så har Musen kunnet plukke bær til sig selv og på det seneste også grønkål (!), hvilket har været tophyggeligt og sikkert også udviklende for både madmod og tarmflora og hvad ved jeg.
Hügelbedet til venstre i billedet med forskellige løgplanter og krydderurter. Til højre har Musen gang i noget med noget vand.
Hvad har vi helt konkret gjort?
Det spiselige staudebed
Egentlig tyvstartede vi jo for et par år siden med at lave staudebedet om til et spiseligt staudebed. Det kan I læse lidt mere om her. Bedet er godt etableret nu med bærbuske, flerårig kål og robuste krydderurter. Dog er det ikke alt der trives i bedet, sandsynligvis på grund af den tonstunge lerjord. Løvstikke, bronzefennikel og sødskærm dør troligt hvert forår, og apsparges er også et sørgerligt syn.
Hügelbede
Hügelbede er, kort fortalt, højbede på en basis af rådnende træ. I kan læse mere om hvordan hügelbedene helt praktisk er anlagt og fungerer her. Indtil videre er kun det ene hügelbed blevet plantet til – mest fordi sommeren var så voldsomt varm og tør, at det ville have været næsten umuligt at plante noget ud.
Det bed som er tilplantet, er hjem for diverse flerårige løg- og kålplanter og nogle af de krydderurter, jeg ikke kunne få til at overleve i det spiselige staudebed. Jeg vil nemlig teste om hügelbedets bedre dræn modvirker den kolde, våde ler, som plejer at være så hård ved mine planter.
Hügelbed med løgplanter, bla nogle porrer der skulle være flerårige. Vi får se! Bedet har fået et lag kompost inden vinteren, og er ved at blive overmandet lidt af jordskokkerne ved siden af.
Rodfrugter
Efter planen skal en del af køkkenhaven dedikeres til flerårige rodfrugter. Mange af de gængse flerårige grøntsager falder nemlig i kategorien ‘grønne blade og stængler’. Og sundt og velsmagende som den slags er – er det lidt svært at blive helt mæt. Det kan rodfrugter være med til at råde bod på!
Klassikeren over dem alle er jordskokker, som trives vildt og voldsomt og fylder alt for meget. Men lækre er de også! Desuden har jeg kinaskokker, som har overvintret en gang og trives fint – hvor stort det underjordiske udbytte er, har jeg endnu ikke tjekket. Desuden har jeg oca, en sydamerikansk knold i familie med surkløver. Den har trivedes fint hen over sommeren, og skal nu bevise sin flerårighed en kold dansk vinter.
Trods stor tålmodighed fik jeg ikke min yacon-knold til at spire, og den enlige yams-bønne, der ko frem, fik jeg svitset til aske en varm dag p[ en sydvendt terrasse …
Surbundsbed
Surbundsbedet er et work in progress, og sådan må det også gerne være. Jeg havde en helt lille aha-oplevelse i eftråret, da det gik op for mig, hvor lidt dagligt arbejde der er ved min permakulturkøkkenhave, når man ser bort fra anlægsarbejderne. Det er meget, meget lidt. Og derfor er der heller ingen grund til at skynde sig alt for meget med at blive færdig, for hvad dkal jeg så give mig til?!
Men surbundsbedet. Efter at have givet mig selv varmefri i hedebølgen, fik jeg ryddet et hindbærkrat, og er nu i færd med at fjerne det øverste jordlag og medfølgende rodnet. Det er så planen at anlægge bedet uden brug af spagnum ved hjælp af sand og nåletræsflis.
Aspargesbed
Aspargesbedet findes ind til videre kun i mit hoved, idet den afsatte plads hele sommeren har været dækket med alle de opgravede rødder og kviste fra hindbærkrattet, aka det kommende, forsinkede surbundsbed. Sådan hænger alting jo sammen.
Hosta
Nogle gange har man lov at være heldig. Det viser sig nemlig, at det nydelige hostabed jeg anlagde ude foran for et par år siden for at please naboerne og signalere, at det ikke var økologisk (og ukrudtstolerant) selvforsyning det hele – faktisk også er en del af køkkenhaven! Hosta kan nemlig spises, især om unge skud. Jeg har smagt, og ja, de er lækre. Lidt henad asparges. Mums.
Musen og mormor finder jordbær og andet godt.
