Kolonihaven har være ret fraværende på det seneste. Fra kalenderen og fra den mentale radar. Bibliotekernes arrangementssæson har været over os, hvilket har betydet en periode med Når mor kommer hjem så er far lige gået (okay, okay, vi har overlap, men ikke meget …), og Musen der med øjne så store og blå som kongelige tekopper spørger om “Mor kommer snart? Mor sidde mors plads ‘morgen?”.
Men nu er den kære koloni trådt ind på scenen igen. Også i den grad.
Første akt. Strålende solskin og virkelyst.
I fredags var der faldet så meget ro på arbejds- og hjemmeliv, at jeg tillod mig en knokledag. Jeg gennemførte de dobbelte arbejdsopgaver på den halve tid, tog tidligt fri og bussede til kolonihaven i strålende solskin.
Her spænede jeg igennem en lille to do-liste med praktiske ting: Åbn vand (lækager?), mål køleskab, fotografer seng.
Hvorefter jeg tøffede rundt i bare arme til efter 18, spiste aftensmad i liggestolen med en god bog ved hånden og – nåja – lige fældede nogle buske og et træ. Træet mest fordi en nabo kom forbi og sagde, at det kunne man ikke med en fukssvans. Det kunne man godt. Selv om det nok ikke kan anbefales.
Anden akt. Piskende vinde og tankemylder.
Sengen blev min skæbne. Den der skulle fotograferes med henblik på (endnu engang) at forsøge at komme af med den. Vi havde tre aftaler om afhentning sidste år, og de faldt alle sammen igennem.
Aldrig så snart havde jeg smidt den på Freemie (app til at komme af med ting), før der var bid. Måtte hun hente søndag morgen?
Sagen var bare den, at vi i forvejen skulle kigge køleskab lørdag morgen, til noget kaffe hos en veninde lørdag eftermiddag og til mad hos min bror søndag aften. Men så var søndag morgen vel okay?
Njaaa…. Min hjerne fungerer som et gammeldags relæ: Ovn, vaskemaskine, elradiator kan godt køre. Tænder man også for elkedlen, slår systemet fra. Sengen var elkedlen. Jeg fik ondt i maven, kunne ikke overskue logistikken, kunne ikke overskue at aflyse et eller andet, kunne ikke finde ud af at inddrage min kæreste. Sov uroligt om natten og kom på et eller andet tidspunkt også i tanker om at vi var ved at skifte til sommertid. Var sengehenteren også opmærksom på det, mon?
Hvorom alting er, søndag morgen, klatøjet og gennemkold, tog jeg til Ballerup, mødtes med ekskæresten til den sengeløse dame. Han svingede sengen op på taget af sin bil og takkede mange gange “Den bliver vi (!) glade for”, og kørte afsted.
Og jeg forlod det pivkolde hus så hurtigt som muligt og tog hjem til familien og den varme kaffe.
Tredje akt. Idyl og truende katastrofe.
Tirsdag havde jeg fri, og da det var længe siden Musen og jeg havde været på eventyr, tog vi en dag i kolonihaven med varmt tøj og madpakke og chokoladekiks, der som bekendt ikke feder når man indtager dem med frisk luft.
Nåja, og så havde vi en aftale om levering af det køleskab vi bestilte lørdag og afhentning af det gamle. Hvilket jeg ironisk nok var totalt ustresset omkring, og som da også gik uden nogen form for problemer.
Vi har nu et fungerende hus med vand, varme, køl & frys, gulvplads og hvad ved jeg. Bortset fra at vandtrykket på udendørshanen er sjovt. Men herregud da …
Og hold da helt fast hvor vi hyggede! Musen elskede det. Tonsede rundt i haven, undersøgte planter og fliser og huller og vandpytter. Genkendte huset i små glimt, og snakkede om hvad vi plejede at lave der. Huggede madpakken i sig, og var helt indforstået med at komme i barnevognen, da det var tid til lur.
Vi triller ham nemlig stadig til lur når vi har fri. Det er egentlig lidt pjattet, for han falder fint i søvn i stillestående tilstand i vuggestuen. Det er bare så rart med hundrede procent søvngaranti og en lille travetur for den ene forælder og lidt fred til den anden.
Så kom jeg til at kigge ned. På barnevognens venstre baghjul. Som var ved at gå i opløsning. Møtrikker og spændskiver og diverse plastik- og metalfnuller hang og dinglede på akslen som perler på en snor, hjulet væltede fra side til side og det var kun vognens vægt der forhindrede det i at falde af. Eller måske vanens magt.
Shit.
Musen fik lov at bevise at han godt kan falde i søvn uden at blive trillet yderligere, min kæreste fik nogle ret forvirrende beskeder om at han venligst skulle bestille fire hjul hjem ASAP, og jeg tog senere på eftermiddagen turen hjem med vadetur og bus og tog og vadetur igen uden at dreje vognen så meget som en grad mere end hvad strengt nødvendigt var.
Alt i alt var det en herlig dag, og kolonihavesæsonen er skudt i gang med stil.
