De sidste par uger inden jul var lidt et hækkeløb af praktiske udfordringer og gentagne forkølelser. Derfor kan jeg heller ikke helt huske, hvilken dag det var, at jeg første gang lagde mærke til at den ene høne (Bokke, den mørke) stod og hang lidt. Det har nok været torsdag inden jul …
Jeg kunne ikke helt sætte fingeren på hvad der var galt med hendes måde at stå på, men var bekymret nok til at gå ud og tjekke. Så snart hun så mig, kom hun dog spænende helt som hun plejer.
Om fredagen var jeg til gengæld ikke i tvivl. Hun stod bare og stod under en busk eller under den lille trappe op til deres sovehus. Kunne godt gå og kunne godt spise, men gjorde det kun når jeg nødte.
Og så var gode råd dyre. Rent bortset fra mit eget svigtende helbred, en pylret Mus og en aftale med en veninde der gerne måtte blive til noget fordi hun havde termin fire dage senere – så havde de par mennesker jeg kender med forstand på høns forlængst trukket stikket og var dampet hjem til Jylland til jul.
Diagnosticering af høns for absolutte begyndere
Jeg konstaterede at det stakkels dyr hverken havde tegn på diare eller snot og at hendes kam havde den rigtige farve. Det udelukkede så nogenlunde de rigtig slemme sygdomme der skal meldes til myndighederne, så som Newcastele Disease og Fugleinfluenza. Hun kunne også stadig godt bevæge sig normalt, hvis man prikkede til hende, hvilket tydede på at hun ikke havde indre skader.
Læggenød ..?
Men læggenød så? Opslag i Jens Juhls Økohøns og sms’en med min far bekræftede mig i at den triste, tilbagetrukne opførsel og hængende måde at stå på tydede på et æg, der ikke ville ud.
Og hvornår havde hun sidst lagt et æg? Det var ikke til at sige. Fordi det havde været sådan en møguge, og fordi min søn gerne vil hente æg men havde været for sløj til at gøre det, og fordi det jo under alle om stændigheder var koldere ude end i køleskabet, havde æggene fået lov at ligge et par dage. Og derfor vidste vi ikke hvornår der sidst havde været to æg på samme dag og dermed hul igennem hos begge høns. Om jeg så må sige.
Desværre er læggenød en tilstand der kan skyldes alt mellem himmel og jord og ikke er så ligetil at gøre noget ved. Læs en god beskrivelse i førnævnte Økohøns af Jens Juhl og hos Dansk Fjerkræforum her.
Den der smø’r godt …
Min far har førhen har haft både voiliereugle og høns. Han foreslog ekstra tilskud af kalk (selv om det nok var lidt sent) og levertran til at smøre systemet med. Desværre havde vi ikke levertran på lager, men andre kilder mente godt at andre slags olie kunne bruges. Da alternativet var en økseløs aflivning med mig som knivsvinger, var jeg villig til at forsøge …
Så tidligt næste morgen, mens familien fik deres skønhedssøvn, fyldte jeg madolie i en pippette vi havde tilovers fra noget medicin. Jeg indfangede den hårdt prøvede Bokke, og drypfodrede hende med olien. Hvilket ikke er nær så svært som det lyder, da høns falder til ro når de bliver holdt fast. Tænk flaskebarn på armen!
Da hun havde fået et par milliliter hældte jeg lidt ekstra olie over en portion havregryn og lod hende forsyne sig. Til med-høne Gokkes store frustration.
Samme morgen jeg gav hønen olie, var der et æg. Næste morgen var der igen et. Hvilket jo var en træls mangel på entydighed. Men havde helt de samme farve? Vi skriver dato på æggene (når det altså ikke lige er en møguge …), og hvis æggene fra de to dage var forskellige, kunne det tyde på at de stammede fra to forskellige høns. Og sørme så, det nyeste æg var mørkere. Eller var det? Det virkede fugtigt. Nærmest … olieret ..!
Og hønen? Hun spankulerer rundt med sin søster og skraber og æder og kagler som om intet var hændt. Og får et skvæt olie på sin mad en gang imelle, bare for en sikkerheds skyld!
