Havebruser

… jeg havde forestillet mig at kalde det “Dobbelt heureka!” eller noget i den dur. For jeg har faktisk gået og følt mig lidt genial.

Sagen er, at vi i kolonihaven har sådan et lille hegn i forlængelse af huset, der skaber lidt gårdhavestemning foran stuevinduet. Og det hegn har været i kraftigt forfald lige så længe vi har boet her. Siden vinter har det på det nærmeste været ikke-eksisterende. Se fotodokumentation nederst i indlægget. Og det ikke kun et æstetisk problem, fordi vi sådan set tager bad, der i gårdhaven. Mere og mere synligt som hegnet er smuldret.

Og vi tager bad dér, fordi vi ikke har fået konstrueret en anden afskærmning til vores solbruser, der på en gang lader solens stråler igennem og naboernes blikke ude.

I årenes løb har vi været omkring forskellige løsninger med lammelhegn (men hvornår får man lige bygget det?) og rafter (men så skulle de firkantede stolper skiftes ud med runde). Med hensyn til bruserafskærmningen kan de faktisk købes færdige. Til 8.000kr!!! Og så er det ikke blevet til mere.

Men. Jeg er i løsningsmode for tiden, og pludselig slog det ned i mig: Det gamle hegn er ikke bygget på stedet, det er skruet op som to moduler. Moduler har det med at være standardstørrelse. Hvem sælger den slags? Silvan, sgu. Og det gjorde de, i mange modeller men alle samme bredde.

Og da den tankerække var startet, var der ikke langt til at bestille tre ekstra stolper og to hegnsmoduler til at stille op i en ret vinkel med åbningen stik syd – som faktisk er det hjørne af haven hvor naboen ikke har klippet hæk i årevis, og ingen derfor kan kigge igennem alligevel. Så ville bruserafskærmningen også være klaret.

Dobbelt heureka, sgu!!!

Det oprindelige hegn blev skiftet med min fars hjælp i sidste weekend uden mere bøvl end hvad man sådan kunne forvente.

Det vinklede hegn skulle op i dag med hjælp fra en god ven, der er såvel naturligt handy som et utroligt roligt gemyt.

Første problem var pæleborets møde med den lerede, stenede og totalt udtørrede jord. Vi så de første antydninger af fugt i 60 cm dybde. Alt herover var aske og alt herunder beton. Et par gange måtte vi fylde hullerne op med vand og vente til det var sunket (hvilket tog op mod en halv time) for overhovedet at komme nogen vegne. Tak til de to mænner for en helt ærligt overmenneskelig indsats.

Næste problem var derfor lidt af en bet. For da de tre pæle efter måske fire timers knoklerier i bagende sol endelig var i jorden, i vatter, i lod og i vinkel – ja, så var afstanden sgu smuttet. Og vi aner ikke hvordan, vi havde hele vejen igennem kontrolleret med et bræt af den rigtige længde. En ting er dog sikker: jeg badede barn, da fejlen indsneg sig …

Hvis vi begyndte at grave pælene op nu, ville vi ikke blive færdige i denne weekend, og sikkert heller ikke i dette årti.

Så vi fordelte opgaverne imellem os. Jeg lavede mad, som noget optimistisk var planlagt til at være brunch for dinner, min kæreste legede med barn, og vores handy ven konstruerede et sindrigt system af lister og klodser, så det hele kunne nå sammen endda.

Og så manglede der tre skruer.

Og intet vi havde i skuret, passede.

Af bare frustration gik vi ombord i en stærkt forsinket gang pandekager og pølser, indtil handymanden pludselig mumlede, at han måske alligevel kunne fixe det. Noget med at hamre nogle gamle beslag flade og sætte uden på de andre beslag med de der forkerte skruer fra skuret.

Det lykkedes, afskærmningen står der, og næste gang i er i et byggemarked køber vi lige nogle vinkelbeslag, så det hele kommer til at se lidt mindre Christiania-agtigt ud. Og så får vi måske min far til at hjælpe igen. Alternativt planter vi en massiv klatreplante der skjuler alt. Stolperne skal i hvert fald ikke flyttes.