Hverdag

Nytårsaften valgte jeg at deaktivere Facebook. En nyklassiker blandt sidst på året-aktiviteter, forestiller jeg mig, på linje med at kyle de sidste julesmåkager i skraldespanden og bestille et fitness-medlemsskab online.

Det var ikke noget jeg havde planlagt som sådan. Jeg sad bare lige og stenede nyheder på telefonen, fordi der var lææænge til klokken tolv og min kæreste var optaget af en meget alvorlig filmdiskussion. Og så så jeg en overskrift på Politiken, hvor en eller andet opfordrede til at hoppe af Fjæsen i ’19 – og jeg tænkte “ja, sgu!” og deaktiverede. På den der midlertidige måde, hvor man kan komme på igen og stadig har Messenger, bevars!

Hvorfor deaktivere Facebook?

Selvfølgelig kom min kedsomheds- og alkoholinducerede beslutning nytårsaften ikke helt ud af det blå.

Jeg har gennem længere tid været irriteret på Facebook. På deres tvivlsomme forretningsmodel og gentagne skandaler. På deres produkt, som jo egentlig er crap. På at det er crap, som stjæler fem minutter her og fem minutter der. Og på at crappet har været med til at puffe mig væk fra den ret selvkørende person jeg egentlig mener, jeg var engang.

Når jeg var ude at rejse de der første år efter gymnasiet, slukkede jeg telefonen på udturen og tændte den på hjemturen. Det virker umuligt nu, og hvorfor egentlig? Jeg ringer jo aldrig til nogen fra udlandet.

Hvorfor blive på Facebook – den officielle forklaring

Når jeg ikke er hoppet af Facebook noget før, er det – officielt – fordi der altid er den der ene gruppe. Den, hvis sprudlende samtaler og inspirerende råd, jeg ikke vil undvære.

I forskellige perioder har det været mødregruppen, bloggerfællesskabet, minimalistgruppen, stavefejlsmorskabsgruppen, havebrugsgruppen, naboer på vejen-gruppen, gruppen for investerende kvinder, den der gruppe hvor man kan få folk til at overtage sit gamle crap,jeg ikke har villet leve uden.

Når én Facebook-gruppe har mistet pusten eller den gode stemning er røget, har en ny overtaget pladsen.

Hvorfor blive på Facebook – den reelle grund

Ovenstående grund til at blive på Facebook er sådan set ikke dårlig. Den er bare ikke helt sand. For når jeg logger på (og det sidste halve års tid har jeg ikke haft app’en men er logget på hver gang) er det enten i håbet om at der ‘er sket noget spændende’ eller for lige at hæve humøret mellem to mellem to småtrælse opgaver – på arbejde eller herhjemme.

Og der er jo aldrig sket noget spændende! Eller jo, måske er der en enkelt interessant tråd eller to. Men så logger man på igen. Og igen. Og der var kun den ene interessante tråd!

Ligesådan med den lille pause, der ligeså godt kunne have været en kop kaffe fra frokoststuen eller en smøg, hvis man var til den slags. Det virker fint første gang, men mer vil have mer. Selv når der ikke er mere at komme efter.

Dybest set tror jeg det handler om en form for længsel efter at hænge ud. Efter cafeen fra Friends eller baren fra How I Met Your Mother eller fredagsbaren på mit studie. Eller for den sags skyld pladsen foran affaldscontaineren i kolonihaveforeningen søndag formiddag. Det der sted, hvor man lige siger hej og ser hvordan det går uden at skulle gøre en indsats for at få det til at ske..

Det er en reel nok længsel, Facebook er bare ret ringe til at opfylde den.

Hvad har jeg savnet?

Så hvad har jeg savnet ved at deaktivere Facebook?

De første par dage savnede jeg det lille fix. Den lille pause, det lille håb om underholdning en kedelig eftermiddag hvor maden bare skal varmes og Musen underholder sig selv men næppe længe nok til at det kan betale sig at gå igang med noget. Til en vis grad gik det bare over, til en vis grad erstattede jeg det med Bloglovin og Pinterest. Førstnævnte har mere interessant indhold, sidstnævnte er mere ærlig omkring at være de sociale mediers pendant til Den store bagedyst.

Efter omkring en uge begyndte jeg – ret ubevidst – at undre mig over hvordan det egentlig gik med en eller andens flytning eller hvor stor nogens baby var blevet. De der perifære bekendtskaber, som jeg aldrig ringer til men har det godt med lige at vide hvad laver.

Efter en lille måned havde jeg en lille indre liste (som bør skrives ned!) over helt praktiske spørgsmål, jeg skal stille i forskellige fora. Fx hvor man køber de der beklædningsbrædder til kolonihaven, som ikke fås så mange steder mere. Det ved de i kolonihaveforeningens gruppe …

Og hvad så nu?

Første februar hoppede jeg på igen. Lidt antiklimatisk, fordi det viste sig, at jeg slet ikke havde været deaktiveret, bare logget ud. Sært.

Jeg deltog i et par samtaler, delte et par blogindlæg, likede et par glædelige begivenheder i min mere perifære omgangskreds. Helt hyggeligt, faktisk.

Til gengæld er jeg ret sikker på at jeg vil deaktivere Facebook i perioder igen, så vanen med formålsløs scrolling ikke får for godt fat.