Der skal ikke herske tvivl om, at vi gjorde en god handel, da vi købte huset. Ikke nok med at sælgeren slog lidt af i prisen, vi fik også løsøret med. Gratis. Rub og stub.
Prispolitiken her i foreningen er ellers sådan, at bestyrelsen fastsætter prisen på selve huset ud fra nogenlunde objektive kriterier. Til gengæld må sælgeren selv sætte pris på møbler og redskaber styk for styk. Og køberen vælger så hvilke dele, han vil have. Men som sagt ingen smalle steder, vi fik det hele med, hvilket vore økonomi har haft det helt fint med!
Må man rode?
Indendørs har det været lykken bare at overtage det hele. Bevars, det har været lidt spøjst at bo i andres ting. I starten var vi for eksempel vildt forsigtige med ikke at rode, for det var jo ikke vores hus … Det kom vi os så over i løbet af ca. tre uger. Desuden har vi haft en ret skatteagtige tilgang til madlavning. Har vi mon en røremakine? (Ja, men dejkrogene passer desværre ikke). En ostehøvl? (Nej), En kartoffelskræller? (tja, kun sådan en mærkelig maskine …). En Racklette? (Ja da!)
Altså vi er ikke utilfredse eller noget …
Det udendørs løsøre har fået mig til at se sagen fra sælgerens side … For du godeste, hvor har vi sorteret meget rod og overtalt mange venner til liiiige at køre omkring genbrugspladsen med et par sække eller tre. Skuret indeholdt kasse efter kasse efter skuffe med stumper og stykker. Blandet med fine ting, bestemt, men jeg forstår ærligt talt godt, at de tidligere ejere ikke kunne overskue at sortere. Eller risikere at vi sagde nej til at betale for halvdelen, som de så skulle bortskaffe … Så de har sparet besvær, og vi har sparet penge. Fint!
Det skur, der er inden i skuret. Godt fyldt.
Til sidst dette – på sin egen måde – ret fantastiske skurfund. Et stykke kunsthåndværk, der på én gang udtrykker fædrelandskærlighed, nostalgi og protestantisk arbejdsmoral. Vi udtrykker nok mest ironi ved at stille det frem 🙂
Husflid?
