(Messenger-samtale mellem min kæreste og mig, en aften hvor han gør kulturlivet og jeg passer barn)
– Min kæreste: Nu må du huske rigtig at hygge dig, når Musen sover!
– Mig: Ja, jeg regner med at gå helt amok her senere …
– Min kæreste: Som om! Du går sgu da aldrig amok.
– Min kæreste igen, et halvt minut senere: Eller, nogle gange rydder du helt vildt op på underlige tidspunkter
Mig: Vedhæfter pligtskyldigt billeder af de tre skoskabe jeg tømte og afmonterede mens sovsen simrede (“SÅ meget mere luft i entreen”) samt disses indhold tentativt grupperet i kasseres-, doneres-, omplaceres-bunker.
Den obligatoriske rodeskuffe …
Det følgende er blevet kritisk gennemlæst og accepteret af min kæreste, et fantastisk menneske, som aldrig nogensinde bliver minimalist.
Jeg deltager i et par minimalist-grupper på Facebook. Et spørgsmål der kommer op der med jævne mellemrum er, hvad man som minimalistisk indstillet (kvinde) skal stille op med en mindre minimalistisk (mandlig) bedre halvdel. Jeg er endnu ikke stødt på den omvendte udgave, men forestiller mig at det forekommer – bare i andre fora.
Og hvad gør man så, hvis man har set lyset, vil lægge et eller andet i sin hverdag om (det kunne sådan set også være nye kostvaner, om man flyver på ferie eller at man vil til at holde hund) – og ens bedre halvdel er enten ligeglad, imod eller (værst!) forholder sig sarkastisk? Mine tips herunder:
Start på egen bane
Selv i det mest etablerede af parforhold vil der være noget, som er helt ens eget. Tøj. Makeup. Hobbyting. Gamle dagbøger. Arvegods fra egen familie. Start med at rydde op der. Så kan du også i ro og mag finde ud af om det der minimalisme overhovedet er noget for dig, og hvis ja, i hvilken udgave.
Din partner vil måske undre sig og stille spørgsmål, men gider næppe stille sig på bagbene – hvad han strengt taget heller ikke har noget ret til.
Dit projekt – dit besvær
Megen modvilje stammer fra magelighed. Prøv at tænke tilbage til dengang man var teenager og så serier om eftermiddagen, og ens mor eller far insisterede på at man flyttede sit vasketøj, så der kunne blive støvsuget. Eller at man vaskede det. Og så støvsugede. Det var træls, og det er det jo egentlig stadig.
Så hvis man virkelig vil have noget til at ske, må man følge det gamle ord om at være den forandring, man ønsker at se. Inklusive den ekstra tur på genbrugspladsen, forhandlingerne på Den Blå Avis og de ekstra minutter brugt på at lægge ting i den rigtige skuffe.
Så opnår man hvad man vil, og ens sofahungrende kærestes skuldre kommer ned i normal højde igen.
Vis at du bliver glad
Helt simpelt og fri for bagtanker og forsøg på overtalelse: Glæd dig over din nye livsstil og vis det. Og vær ikke bange for også at dele historierne om de besynderlige typer fra byttegrupperne på Facebook og den tragiske beretning om femhundredelappen fra din mormor, der blev væk i en særligt frenetisk gang rengøring.
Gør det til jeres party-trick
Nu skruer vi lidt op for manipulation og kvindelist. Men herregud da, vi er i parmiddag-land, og det er et mineret område under alle omstændigheder. Men altså. Det er søndag. I har et vennepar ovre eller måske en fætter/søster/kær kollega med kæreste. I snakker. Ret hurtigt bevæger I jer ind på hulmursisolering og planer for den der krog nede bagerst i haven. Fordi det gør man lissom.
Her kan du så, med fast stemme, fortælle om hvordan du har optimeret og organiseret og fået det så fint. Husk på punkt tre (det gør dig glad) men glem alt om punkt to (du har selv stået med besværet). Over for venner og familie er et team og en fælles front og ret seje.
Det vil publikum også synes, og i min erfaring vil et sådant skud udefrakommende anerkendelse puffe en modvillig eller bare ligeglad kæreste længere i din retning end du selv kunne komme med ærlige argumenter.
Accepter forskelligheden
Min kæreste og jeg er begge nørdede, engagerede mennesker. Vi forstår til fulde hinandens ønske om at bruge tid, penge og krudt på det, der gør os glade. Det er bare vidt forskellige ting, vi nørder.
Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke en gang imellem ville ønske at han kastede sig helhjertet ind i mine have- og gør det selv-projekter (om ikke andet kunne jeg godt bruge en stærk mand med en veludstyret værktøjskasse en gang imellem). Ligesom han sukker lidt over at jeg aldrig gider med i teatret og ikke forstår glæden ved at se film der (jeg citerer) “Flår ens hjerte ud, tramper på det og sætter det omvendt ind igen”.
På den anden side har vi også ofte talt om at vi på denne måde undgår at forsvinde helt ned i vores respektive nørdemiljøer. Vi bevarer den sunde sans det ironiske blik, evnen til at argumentere for vores valg. Vi undgår kort sagt at blive sære!
Samme skuffe som ovenfor. What’s not to like?!
