Så har vi simpelthen gjort kolonihaven hele familien. Først en lørdagspiknik og så tre hele overnatninger. Jeg var ellers så småt begyndt at tænke på den som det der sted jeg tog hen for at knokle igennem og fintænke – men det andet her kan nu også stadig noget!
Vi lagde ud lørdag i strålende solskin, hvor min kæreste tog til fællesarbejde og Musen og jeg fulgte efter med madpakke og hvad vi kunne komme i tanke om af lagner og håndklæder og betræk. Fællesarbejdet har måske et skær af meningsløs aktivering over sig, men der er nu noget næsten præindustrielt over at ankomme til området og hilse på de første tyve bekendte, alle manuelt beskæftigede og småsnakkende. Siger jeg, hvis tur det ikke var til at hakke grus en hel formiddag …
Vi indtog terrassen og Musen havde en fest med at kravle i rundkreds ind ad den ene dør, ud ad den anden, ind ad den ene … Nøj, han var glad!
Vi forlod modstræbende sommervejret og vendte tilbage næste dag til råkulde og et vandrør, der alligevel sprøjtede, når man tændte vandvarmeren. Musen ryddede lynhutigt alle skabe under en meters højde, blev rædselsslagen for elkedlen, som jeg var nødt til at bruge i manglen på varmt opvaskevand og skruede på den tid det tog mig at finde den ene gryde vi ikke vaskede sidste år (hvorfor?) og som stod og lugtede, låget af kaffekanden og bøtten med kaffebønner, og tømte dernæst sidstnævnte ned i førstnævnte måleske for måleske.
Vi voksne benyttede lejligheden til at tage en principiel diskussion om hvorvidt det er mest hensigtsmæssigt at ligge søvnløs over den slags udfordringer i god tid og så egentlig more sig lidt når de opstår (min tilgang) eller leve i lalleglad optimisme indtil tingene ramler for så at blive lidt fornærmet på universet (min kærestes) – men uden at nå til egentlig enighed.
Og så faldt der ro over det meste. Vi fik læst en masse, Musen legede som en sindssyg, elskede at have hele sit hold på så få kvadratmetre og besvimede nærmest til sine barnevognslure, og vi fik taget hul på at rydde endnu mere op og ud få gjort vores lille bitte hus så hyggeligt og funktionelt som muligt. En VVSer skiftede det sprungne rør (præcis det samme som sidst …) og foreslog en strategisk anbragt aftabningshane lige dér på det farlige sted. Jotak!
Jeg fik oven i købet knoklet lidt have på den sidste dag derude – ikke fordi der ikke var tid før, men fordi hovedprojektet var noget hestemøg der skulle skovles. Og når der nu ikke var adgang til varmt vand, virkede det bedst at skubbe opgaven så længe som muligt …
Aprilvejr er dog noget sært noget, og da vi torsdag havde været omkring både sommervarme, hagl og en ordentlig gang torden, var det ikke den sværeste beslutning at tøffe hjem igen og lige se weekendvejret an.