For en lille uge siden var mine brødre på besøg i haven, hvor de albuede hinanden og tø hø-ede noget om, at den køkkenhave så mindre frodig ud i virkeligheden end på bloggen.
I øjeblikket var jeg tilbøjelig til at give dem ret.
Men.
Gulerødder. Masser af gulerødder.
Sidste år var det svigerfar, der gnækkede lidt om at jorden var for hård til gulerødder. Han tog fejl. Vi har ædt og ædt gulerødder, og i dag har jeg gravet de sidste cirka ti kilo (!) op. De bedste bliver spist, resten ryger altså på komposten. Madspild, men vi kan ikke blive ved.
Nu da jeg har studeret fænomenet, vil jeg mene, at de største farer for en overvintrende gulerod er sneglebid og/eller frost helt øverst og orm cirka tyve centimeter nede. Og de der i princippet stod alt for tæt har klaret sig bedst.
Jordforbedring
Sidste år opgav jeg helt at dyrke det ene bed fordi jorden var så ringe. Efter et år med blodkløver og solsikker er den nu sort og blød og lækkerkrummet. Succes! Og da jeg yderligere havde fjernet de tørre planterester, fjernet et par skvalderkål og løsnet jordet med en greb, var ikke et øje tørt.
Så sår vi!
Det nyforbedrede bed blev også sået til (for tidligt? Det skal jo vise sig!). Spinat af egen avl og Easter egg-radiser fra Fuglebjerggaard plus Grams høje ært og Videmose høje ært fra Frøpopuppen tidligere på året. Ærterne har fået små drivhuse af syltetøjsglas.
Det ville være helt perfekt at kunne strø lidt strøelse eller kompost ud mellem rækkerne. Men i skrivende stund har vi simpelthen ikke noget!
Overleverne
Vinterærterne vokser langsomt men stødt, slangehvidløgene ser ud til at trives og mit dyrt indkøbte (40 kroner for løget + 30 kroner for en lille kop kaffe, så jeg kunne hæve over …) elefanthvidløg har fået verdens mindste grønne spire!
Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram
