På syvende år (Syv år, Niels, syv år!) kæmper vi med at tømme skuret ved kolonihaven. Og netop som jeg går her og får epifanier om at processen er målet, er vi pludselig ved at være i mål.
Læs om tidligere, ørkesløse, forsøg her, her og her.
‘Målet’ for øvrigt havende flyttet sig hen over årene fra en drøm om et rustikt potting shed med arbejdsplads og fiks opbevaring og et snagevindue ud mod stien. Til at vi nu fantaserer om at rive lortet ned og nøjes med det skur der står inde i (!) skuret. Vi kan tydeligvis ikke administrere de ekstra kvadratmeter.
Jeg har taget et par koncentrerede tørner hen over vinteren med at sortere og skille ad og pakke i sække, og min fantastiske fætter har lagt propfuld bil til en række ture på genbrugspladsen.
Og da jeg således har haft alt ragelset i hænderne, har jeg også kunnet meditere over, hvad det var, hvor det kom fra og hvad fanden det lavede i vores skur?
Ragelsets genese
- Først og fremmest indeholder skuret selvfølgelig værktøj, transportmidler og havemøbler som vi bruger og elsker. De må gerne være der.
Derudover, og mere problematisk:
- Løsøre fra de forrige ejere, vi aldrig har taget endelig stilling til. Måske fordi de trods alt er mindre grimme, mindre i stykker, mindre ikke-vores stil end andre ting, vi har smidt ud under tidligere kampagner. Kemikalier til enhver tænkelig kemisk sistuation, havemøbler til en hær, hynder til samme, urtepotteskjulere i alle tænkelige materialer og stilarter, crocketspillet, bobspillet, stemmejernssættet. Og så videre.
- Gaver hvor timingen har været skidt eller kommunikationen er glippet. Den her er lidt svær, for det er jo fantastisk at folk har tænkt på os. Virkelig, virkelig fantastisk! Kæmpespandende med maling, som en ven havde til overs, ville have sparet os rigtig mange penge, hvis vi havde nået at bruge dem inden frosten ødelagde først malingen, så spandene. Men det nåede vi ikke. Opbevaringskasserne fra min svigerfar havde været dødpraktiske, hvis vi havde plads til dem. Men det havde vi ikke. Den ekstra topmadras fra mine forældre, havde været rigtig praktisk, hvis vi havde manglet en topmadras. Men det gjorde vi ikke. (Topmadrassen kom vi faktisk af med på en byttegruppe for noget tid siden. Jeg ville bare lige slå fast at kommunikationen svigter lige tit på begge sider af familien)
- Potentielt nyttige ting man ikke helt kan afvise, vi får brug for igen, selv om det kan forekomme usandsynligt. De brugte og elskede tings onde tvilling, med andre ord. Festpavillonen fx. Cykelanhængeren. Håndskubberen (nu hvor vi har fået en elektrisk græsslåmaskine). Forskelligt værktøj.
- Vraggods fra kuldsejlede projekter. Den der palle, jeg ville lave et ophæng til haveredskaber af. Som nu står i vejen for haveredskaberne. Hasselkæppene til slyngplanter. De der vinduer jeg fandt i storskrald et eller andet sted og næsten byggede en mistbænk af. Faktisk er det lidt sjovt, i disse Marie Kondo-tider, at de klokkeklareste sparks of joy jeg får, er når noget er gratis og et fedt projekt. Og det spark, skal jeg vist blive lidt bedre til at undertrykke!
- Affald. Slet og ret. Papkasser der var for store til husholdningsaffald og for bemalede til komposten. Flaskerne fra festen. Den trykimprægnerede stump brædde. Hundredevis af urtepotter.
Kan I huske de der Find Fem Fejl-billeder der plejede at være i ugebladene? Go’ fornøjelse!
