Browsing Tag

Travlhed

Kolonihaveliv

Er det ikke stressende med to haver?

Er det ikke stressende med to haver? Det spørgsmål får jeg ret tit siden vi flyttede fra Nørrebro til rækkehus i Buddinge . Og svaret er lidt svært at klemme ned på en enkelt sætning eller bare holde inde for samme kaffepause.

For det første hader jeg spørgsmålet

Det er ikke jer, det er mig. Spørgsmålet giver mig sådan en ’livsvalg til eksamen med ondt i maven’-agtig følelse. Som om jeg forventes at fremlægge en femårsplan og en projektbeskrivelse med budget og estimat over tidsforbrug. Nu. Og det har jeg ikke.

I stedet undviger jeg og mumler noget om at haven bag rækkehuset jo ikke er en rigtig have, men en strimmel græs.

Velvidende at der findes folk på stenbroen, der i allerhøjeste grad ville opfatte den som en rigtig have. Og velvidende at folk spørger af interesse, nysgerrighed, måske reel undren krydret med mild bekymring. Men trods alt sjældent af ondskabsfuldhed eller skadesfryd-på-forhånd, fordi de regner med at det hele nok går op i røg og skvalderkål om føje år. I hvert fald ikke nær så tit som min overaktive hjerne fortæller mig at de gør.

For det andet elsker jeg havearbejde over (næsten) alt på jorden

For meget af det gode er trods alt bedre end for meget af det dårlige. Jeg ville ønske jeg brugte meget mere samlet, koncentreret, ikke-forhastet tid på at plante og luge og kompostere. Det er naturligvis mere end muligt at føle press over ikke at beskæftige sig nok med sin yndlingsbeskæftigelse. Men alligevel på en anden måde end hvis jeg hadede opgaven og følte mig overvældet over mængden.

Som det er nu er det mere en øvelse i at forsøge at luge (!) kraftigt ud i mine projekter, og minde mig selv om at hvad jeg ikke når i år, når jeg måske en anden god gang.

For det tredje har jeg (næsten) formået at slå min indre projektgenerator fra når det gælder rækkehushaven

Som jeg skrev om her, arbejder jeg lidt med den der følelse af at skulle være færdig.

Det er virkelig en lettelse. Zen på samme måde som at tage på udsalg uden dankort eller i parken uden telefon. Nøjes med et æble ved en dessertbuffet.
Jeg lader simpelthen være med at forholde mig til om terrassen skal lægges om eller græsplænen brydes op med en busk eller æbletræet beskæres og måske suppleres med et yngre. Lader haven flyde med legetøj og lige for tiden et grimt hønsehus (og medfølgende lort …). Uden at arbejde på og uden at tænke på at arbejde på at gøre noget ved det. Det er en helt, helt ny følelse, og bestemt ikke kun skidt.

Og så bider jeg mig i knoerne, når folk kigger ud over den totalt bustede græsplæne og halvdøde hæk og fliserne der næsten er groet til i jordbær og stokroser (en overraskende hardcore plante, når man tænker på det idylliske image den har!) og hønsmøg og forlegent siger at ”nåeh, jeg troede faktisk du havde lidt med at dyrke have …?”. Det kommer. Måske. En gang.

Ooog, så planter jeg alligevel en krydderurt eller beskærer en gren en gang imellem. Men kun når jeg gider, og på Musens præmisser, og ikke med nogen plan om at blive færdig.

For det fjerde tager permakultur en hel del af presset af kolonihaven

Læs mine tips til permakultur her.

For lad os være ærlige, der kom aldrig HELT til at fungere med køkkenhave i kolonihaven. Desværre. Det havde sådan set ikke noget med de to haver at gøre. Vi var bare altid væk den dag noget skulle prikles eller vandes eller det afgørende slag mod sneglene sættes ind.
De der flerårige spiselige planter, jeg er blevet så vild med, derimod. De har fjernet den der følelse af at det hele skal nås på den halve tid, og ellers kan det være lige meget.

For det femte skal man ikke underkende værdien i at dyrke sin hobby væk fra hjemmet

Nok især som kvinde, nok især som mor. Det er bare svært ikke at være ’på’ når man er hjemme.

Jeg siger jer, sådan en eftermiddag i kolonien mutters alene med en madpakke og et hakkejern, derimod. Det genstarter sjælen.

For det sjette er det meget værre at have to huse

Det kan faktisk godt stresse mig lidt, fordi ingen af os er specielt håndværkeragtige. Og måske også fordi det der med Boligen er lidt en ting i min familie. Mit barndomshjem knopskyder stadig med en pejsestue mindst hvert tredje år, og indimellem er der make over af alle de eksisterende. Der skal jeg altid lige stive mig af, når folk jeg holder af, spørger ”hvad vi har fået lavet” siden sidst. Fordi vi som regel ikke har fået lavet noget.

I stedet har vi lavet en vedligeholdelseskonto som vi automatisk overfører til hver måned. Når der er penge nok, betaler vi os fra et eller andet presserende. Min far er dybt forarget, men det fungerer for os.

I kolonihaven som trods alt indbyder til mere gør det selv-klamp, har jeg lavet en liste over projekter og prioriteret den hårdt i nice to og need to, for ikke at blive overvældet. Og, lad os være ærlige, for ikke at blive en harpe at bo sammen med.

For det syvende slår min kæreste græsset

På dette ene punkt insisterer han på at opretholde både den traditionelle arbejdsdeling kønnene imellem, og middelklassens ideal om overhovedet at have en græsplæne. Han hader det, men insisterer. Jeg holder lav profil.

Bæredygtig hverdag

Om gør det selv og meningen med livet

Jeg vil ikke afvise at jeg er i gang med noget personlig udvikling i de her år. Ikke revolution, ikke reaktion men stille, bevidst evolution. Tror jeg. En af de ting der er kraftigt oppe at vende, er min…

Havebrug og selvforsyning

Dagens to do-liste

Dagens to do-liste så sådan ud: Jeg åbnede for vandet, og forvandlede huset til et hus igen. Hvor man kan tisse og vaske hænder og lave kaffe. Det gik strygende bortset fra en mindre oversvømmelse, fordi aftapningshanen på vandvarmeren…

Chiliplanter og tomater i vindueskarmen
Bæredygtig hverdag

Førsteverdensløsninger

Ugerne flyver. Fra cirka torsdag til cirka mandag bor vi i den alternative dimension der er kolonihaveland – og de øvrige par dage går gerne med at arbejde sent, indhente tv-serier, klemme et tandlægebesøg ind og se folk der…