Jeg vil ikke afvise at jeg er i gang med noget personlig udvikling i de her år. Ikke revolution, ikke reaktion men stille, bevidst evolution. Tror jeg.
En af de ting der er kraftigt oppe at vende, er min tidsfornemmelse. Og afledt deraf min ide om meningen med tilværelsen.
Tillad mig at forsøge at forklare.
Jeg har altid haft en klar ide af, at man skal spise leverpostejsmaden før chokolademaden. I konkret såvel som overført betydning. Det kommer næppe ud af det blå – et af mine få klare minder fra børnehaven er en pædagog, der spidst bemærker, at jeg er ved ‘at spise tilsidst-maden først’.
Jeg har også tit haft en knap så klart formuleret men stadig altgennemsyrende fornemmelse af, at når jeg havde spist pligtbrødet, SÅ var der småkager.
Pligtbrødet er æltet sammen af en helt masse praktiske opgaver. Nogle sociale forpligtelser. Og strøet med et par jobting. Understrygningen (Det ville være SÅ fornuftigt at få gjort i år), Vejfesten (Nu har naboerne haft alt det besvær …) og Det Vigtige Møde (Intet liv, lys eller glæde tilladt inden Mødet).
Når ALT det forhåbentlig snart var overstået. Så skulle jeg rigtigt …
Og hvad var det så for en dessert jeg har gået og ventet på? Nok først og fremmest fred. Dernæst fri leg med egne projekter.
Igen kommer det altså ikke ud af ingenting. Hvis jeg skal sammenfatte min barndom i et ord, må det blive alenetid. Mine forældre knoklede som lærere om formiddagen, landmænd om eftermiddagen og forberedte sig så til næste dags undervisning eller var til møder om aftenen. Mine brødre spille computer og bold. Andre børn var langt væk, geografisk og mentalt. Jeg tussede rundt.
Det var ikke kun skidt og ikke kun godt, men det gav mig nok et lidt usædvanligt normalbegreb hvad tid angår. Jeg er først for nylig holdt op med at dække bord én teske ad gangen – tid slået ihjel er god tid. Hvis det altså ikke lge var for alle de der pligtagtige ting, jeg skulle.
Det hænger ikke rigtigt sammen, og det har jeg fået øjnene op for på den lidt hårde måde de senere år.
Først og fremmest rækkehuset og Musen. Nok egentlig i den rækkefølge. Alle de skruehuller og skæve lister og umalede vægge der pludselig føjede sig til den indre to do-liste, og udsatte enhver form for tant og fjas og ro-med-god-samvittighed på ubestemt tid. Kæft jeg har været frustreret over det!
Jeg havde en god, lang barsel med et nemt og glad barn. Og så den der nagende fornemmelse af at jeg først rigtig kunne tillade mig at planlægge den der cafétur, når barnedåben var afholdt efter forskrifterne og alle synlige huller spartlet.
Min automatreaktion ville være at knokle til jeg segnede, men det kan man jo ikke med en bebs på armen.
For det andet kunne jeg efterhånden godt gennemskue, at barndommens uendelige somre aldrig vender tilbage. Bum.
For det tredje har vi jo en gang imellem ret lange, ret rolige perioder, fx i kolonihaven. Og uden undtagelse kaster jeg mig ud i en masse praktiske projekter og (efter yderligere et par dage) inviterer nogle mennesker. For det er jo det der er meningen med livet: Ting man gør og folk man møder. Det man lærer undervejs. Anekdoter til frokoststuen, for hulan!
Jeg begyndte for alvor at fintænke alt det her sidste efterår, en af de sidste weekender vi var i kolonihaven. Jeg var alene med Musen. Og mens han sov kastede jeg mig ikke over det graveprojekt, jeg ellers næsten kunne bilde mig selv ind, at jeg kunne blive færdig med inden vinteren. I stedet mokkede jeg en stol og en kop kaffe ind mellem jordbunker og store sten, hældte en kop kaffe op, og skrev de to første punkter til nedenstående liste:
- Jeg bliver aldrig færdig
- Alt det jeg går og roder med spærrer ikke for livet – det er livet
- Tja, hvad skal nummer tre være? Enjoy the ride? Grib rattet? Husk at sjusk? Mal træværket først, ellers rådner det? Forslag modtages bag på et postkort 🙂
