I fødselsdagsgave fik jeg et genbrugeligt kaffefilter af mine brødre. Hvilket jeg mest af alt ser som bevis på noget jeg altid har anet: At de er en lille smule i panik hver gang de skal give mig en gave. Men det var sødt tænkt, og vi har da brugt filtret stort set dagligt siden.
Jeg kan godt forestille mig en verden hvor jeg nød at passe og pleje mit efterhånden tjærefarvede filter. Det gør jeg ikke i stor stil. Det var sgu nemmere lige at vippe papirfilteret over i kompostskålen og så i med et nyt. Nu skal man stå og skrabe det værste med en ske uden at spilde alt for meget, så over i vasken og skylle det sidste ud. I starten var vi gode til at gøre det om aftenen, nu er det en morgenting som så meget andet.
Det sker at jeg rækker ud efter et papirsfilter, som jeg diskret har gemt i en skuffe. Man ved jo heller ikke om sådan et lærredsfilter holder evigt. Min far har en blind plet på hukommelsen, og komposterer det konsekvent, så det lige skal fiskes op fra under kartoffelskrællerne. Måske glemmer vi at fiske det op en dag.
En gang imellem får det et opkog i den lille gryde vi bruger til æg. Og når jeg står der og fascineres af *hvor* sort vandet bliver, selv efter flere vandskifter, har jeg tid til at filosofere lidt over hele zero waste-bølgen og selvgjort er velgjort-tankegangen. Planeten har næppe spyttet mange resurser i min lille lærredslap. Men det har jeg efterhånden. Vask, kogning, ekstra rengøring når grumset har grumset hele bordpladen til.
Hvor længe skal jeg holde det samme filter appetitligt før resursebesparelsen overhaler de ublegede papirkaffefiltre vi købte en pakke af om året, førhen? Er løbet tabt på forhånd?
Eller handler det om noget andet? Vækker den ekstra indsats min sjæl op til dåd på andre områder så jeg bliver ekstra opmærksom på resurseforbrug og affaldspukler og finder glæden ved simple sysler?
Eller kommer de fem minutter hver morgen bare til at mangle et tilfældigt sted i mit eget regnskab?