Havebrug og selvforsyning

Terrassen vågner

Skud af hablizia spinatranke

Forårsskud af hablizia/spinatranke.

Mens jeg ligger her på en i uhørt grad uredt seng ved siden af en hostesnorkende etårig, der er dejset i søvn på maven så lang han er, kan jeg glæde mig over at der er tegn på forår, i hvert fald på terrassen.

I weekenden nussede jeg lidt rundt derude, klippede tørre stængler ned, lugede præcis tre totter græs og en fire (!) meter lang og voldsomt brændende brændenælderod. Og hvis ikke jeg finder på nye projekter, behøver jeg nu ikke røre en finger resten af sæsonen. Hurra for de flerårige, og en lille smule øv …

Salvie og rosmarin, timian og vintersar har stået grønne hele vinteren. Det samme har pibeløg, etageløg og flerårig kål omend i lidt pjevset tilstand. Oregano, indianermynte, purløg, sankt hans-urt og kinesisk purløg er ved at skyde frem, og det samme er (yey!!!) spinatranken. Blodsyren så rædderlig og meget skræppesgtig ud i efteråret, men har længe haft fine små røde salatblade.

Faktisk er jeg kun lidt bekymret for salturten, der godt nok ser tør ud, og løvstikken, der ikke har vist sig. Men det kan jo komme. At dyrke Christiansøpersille i baljen i terrassehjørnet har heller ikke været nogen stor succes.

Weekenden skal blive den koldeste i …. et eller andet antal år. Men mon ikke de klarer den også, planterne?

Og nu er det vist ikke kun terrassen men også min lille hoste-Børge der vågner 🙂

No Comments

    Leave a Reply