Bæredygtig hverdag

Two (almost) down – om kunsten at komme af med en masse udhuse i titusind små nemme skridt

Livet med børn er intet hvis ikke omskifteligt. I går spildte jeg dyrebare hjernevindinger på at gruble over hvordan jeg dog skulle få lokket min Mus mere ud i den friske luft, for hans egen og især min skyld. Nu sidder jeg under to tykke tæpper og prøver forgæves at få varme i kroppen efter en dag hvor intet kunne lokke ham indendørs.

Den rette formulering (“Vil du også har en kiks når vi skal ud i haven om lidt?”) og et kig i ormekomposten (“Den har en bovport!”) gjorde hele forskellen.

Nå, men mens vi tøffede rundt derude i kulden, kom jeg lidt videre med de der skure. Gravede et par stolper op (hej, lænd!) nærmere bestemt, og fik hjælp af min lille rendegraver til at fylde huller op igen. Det var vildt hyggeligt, og der blev også tid til at prøve løbecykler og plaske rundt i vandpytter. Altså den store ulækre vandpyt inde i skuret der er en af hovedårsagerne til hele kampagnen. Men stadig, hyggeligt!

Siden jeg sidst skrev om projektet er jeg flere gange stødt på udfordringer eller har ikke vidst hvad logiske næste skridt var. Alligevel er jeg kommet utrolig langt, på trods af travlhed og jul og teknisk bøvl. Here comes:

Museskridt på nedrivningens vej

Vi (jeg!) har:

  • Liiige villet toppe succesen med at fjerne det mindste skur med at tage et bræt af det næste. Man skal slutte på en sejr og alt det der, men det er også rart at have føling med næste session, en fornemmelse af hvor bøvlet det bliver og så videre. Og næsten sprængt et eller andet i mig selv. Det. Sad. Fast. Fordi det var skruet i, ikke sømmet …
  • Haft et længere og svært frustrerende intermezzo hvor jeg først skulle bestille den rigtige bit hjem til skruemaskinen. Det vil sige et fuldt sæt, fordi jeg jo ikke kunne tage en skrue med i butikken og prøve. Fordi den sad fast. SÅ skulle skaffe en ny skruemaskine fordi den gamle sendte voldsomme mængder røg ud. Voldsomme. Jeg nåede Silvan inden et møde (de ti mænd foran butikken ved åbningstid antog jeg var hende der skulle åbne, tsk, og jeg fandt et godt tilbud på ‘gaven til ham’, tsk-tsk, men meget praktisk …)
  • Konstateret at udviklingen fra søm til skrue minder om andre teknologiske fremskridt på flere punkter. Det er a) nemmere, b) kedeligere, c) mere frusterende når noget begynder at gå galt. For *er* man nogensinde mere fucked en når bit’en begynder at dige Drrrrr!!! og dreje håbløst rundt i kærven?!
  • På ingen tid fået pillet hele fronten på skur 2 ned. Sånær ét bræt. Drrrrr!!!! sagde kærven …
  • Været i vildrede om det gav mening at gøre mere nu. Haven begynder at se noget kaotisk ud, og det ville virkelig hjælpe på overblikket at få kørt noget sf ragelset væk!
  • Opdaget at jeg da sagtens kunne pille tagplader ned ved at tage dem stykvis så jeg ikke skulle række så langt, og gjort netop det.
  • Taget de fleste tagspær, nu jeg var i gang, og haft bøvl med at skruemaskinen ikke ville holde fast på bittet. Men den er ikke i stykker. For det ville da bare være løgn hvis jeg på sådan cirka fem år fik stjålet en skruemaskine, havde en hvor frem og tilbage-knappen gik løs, fandt en i bytterummet der ikke virkede, havde to der sendte røg ud og så nu en med dårligt greb. Det ville da næsten være for meget.
  • Gravet et par stolper op.

No Comments

    Leave a Reply