Lidt af hvert

Update fra sofahjørnet

For otte dage og en livstid siden sad jeg med min lille familie på en udendørs café i Bagsværd. Burgerne nåede lige at lande på bordet inden der lød et lille ‘plop’ et sted i mit underliv, og vandet gik i et par ordentlige skyller.

Og det blev det ved med mens vi spiste vores mad (fordi, hvorfor ikke?), meget diskret ringede til Herlev (“nej, jeg ved ikke hvad farve det har. Det løb ud gennem revnerne i trallebænken …”) og forklarede den fireårige at “der kommer lige lidt vand ud ad mors tissekone. Det er fordi lillebror er på vej”.

Hjemme lavede min kæreste lasagne, vi tilkaldte mine forældre der ville køre fra Jylland så snart de kunne tillade sig at bryde op fra min mormors kaffebord, og jeg så den ene video på YouTube efter den anden med min søn, mens jeg fik mere og mere ondt og forøvrigt fortfarende udledte vand i store skvulp.

Midt i lasagnen kunne jeg ikke opretholde normaliteten længere og gik under bruseren mens min kæreste fik uriasposten med at få den førstefødte heeelt ned i gear og i seng.

Klokken otte landede mine forældre. Klokken kvart i ni var vi ved Herlev efter en del unødvendig fodslæben med tissepauser og en GPS der drillede. Klokken halv ti blev jeg målt til at være fire-fem cm åben og blev sendt på mit livs længste gåtur over på en fødestue. Klokken kvart i ti var jeg ti cm åben og blev bedt om at presse. Tre minutter over ti kom lillebror til verden.

Jeg forstår stadig ikke helt tidsforløbet, men det var en fed oplevelse. Bortset lige fra den der gåtur …

Vi fik en nat på hospitalet mens amningen kom igang, og blev udskrevet næste aften med et par suttebrikker.

Og, tja, siden har jeg ammet. Og ammet. Og ammet.

Balanceret en knivsæg mellem total overvældelse og total understimulation.

Tudet over hvor fjern min store søn pludselig er. Tudet over hvor meget han alligevel fylder. Og larmer. Og hvor meget jeg tysser på ham. Og tudet igen over hvordan han arbejder sig ind på storebrorrollen. Fra første besøg hvor han nedlagde veto mod navnet og bad sin morfar om at måtte komme hjem og få sin aftensmad. Til senere på ugen hvor han stille og roligt fortalte at han allerede elsker ham og gik med til at bruge vores navn som mellemnavn, så længe fornavnet bliver Blop.

Hygget helt vildt med min kæreste og forhåndssørget over at han skal tilbage på arbejde om en uge.

Haft i gennemsnit en daglig über-bekymring og sjældent kunne huske den tre dage senere.

Tudet endnu en gang over hvor godt vejret er og følt mig som en undvegen fra en anstalt da jeg tidligere i dag sneg mig helt op til Buddingevej med en sovende baby i viklen. For så straks at vende tilbage til sofahjørnet fordi trafiklarmen virkede fuldstændig infernalsk efter en uges fravær.

Og ellers sker der ikke det store. Jeg vender tilbage når der engang gør det igen. Pas på jer selv derude 🙂

Forrige indlæg

22 Comments

  • Reply
    Trine
    20. september 2021 at 17:35

    Årh, stort tillykke med lille Blop! ❤️ Jeg har faktisk tænkt på at skrive til dig i dag og hügelbede (eller højbed til hügelbed), og så var du lige der – jeg troede slet ikke, det allerede var nu 😊

    • Reply
      Plantesmilet
      22. september 2021 at 19:53

      Tiden er sørme også fløjet! Og hvad har du af vilde hügel-planer?

      • Reply
        Trine
        22. september 2021 at 22:42

        Jamen, kort fortalt har jeg to højbede, jeg har brugt til køkkenhave i to sæsoner, men jeg synes, det er for kort tid, jeg får noget ud af dem. Så jeg overvejer at omlægge dem til spiselige staudebede. De mangler begge lidt jord, så jeg tænkte, at jeg kunne slå flere fluer med et smæk ved at grave noget af jorden op og fylde grene, brænde og kompost i og så jorden igen. Hügelbed light med flerårige grøntsager og spiselige stauder – ville det fungere mon?

        • Reply
          Plantesmilet
          24. september 2021 at 10:27

          Det tror jeg sagtens kan virke! Min fætter har hügel-højbede, og de står fantastisk. Hvad tænker du at plante i?

  • Reply
    Anne
    20. september 2021 at 18:26

    Tillykke med din lille ny! Hvor er dejligt at alt er gået godt. Jeg glæder mig til at høre mere fra jeres planteglade familie.

    • Reply
      Plantesmilet
      22. september 2021 at 19:54

      Tak ❤️ Og der kommer flere ord når det føles rigtigt.

  • Reply
    Marie
    20. september 2021 at 19:56

    Stort tillykke med den lille!

    • Reply
      Plantesmilet
      22. september 2021 at 19:55

      Tak ❤️

  • Reply
    Lise
    20. september 2021 at 20:33

    Tillykke til alle i familien!

    • Reply
      Plantesmilet
      22. september 2021 at 19:55

      Tak ❤️

  • Reply
    Helene
    21. september 2021 at 10:50

    Stort tillykke!!

    • Reply
      Plantesmilet
      22. september 2021 at 19:55

      Tak ❤️

  • Reply
    Linda
    21. september 2021 at 19:35

    Tillykke! Og KÆMPE overskudsagtig fødselsberetning. Jeg tror ikke, mit overskud havde rakt til lasagne:-D

    • Reply
      Plantesmilet
      22. september 2021 at 19:58

      Tak ❤️ Og jeg nøjedes med et lille stykke …

  • Reply
    Karen Marie
    22. september 2021 at 8:44

    Tillykke! Som indehaver af en 12 uger gammel lillesøster og hendes tre-årige storebror kan jeg sagtens genkende overvældelsen og savnet til den store. Jeg synes det er meget nemmere allerede efter den første måneds tid, hvis det kan være en trøst. Storebror hjælper med at bøvse af efter amning, og med at synge sange for lillesøster. Så han får oplevelsen af at være inkluderet, og samtidig er der et afløb for den indimellem lidt voldsomme storebror-kærlighed 🙂

    • Reply
      Plantesmilet
      22. september 2021 at 20:04

      Det er jeg glad for at høre! Jeg mener egentlig også at kunne huske fra sidst at jeg fik skuldrene lidt ned efter en måneds tid. Foreløbig har vi haft lejlighed til at forklare min science-interesserede søn om fænomenet ‘hormoner’ 😂

  • Reply
    Matilde
    22. september 2021 at 17:17

    Kæmpe stort tillykke. Og sikke en sej fødselsberetning.
    Jeg synes, at jeg fik ondt i nakken med tiden, når strækviklen sad for tæt på halsen – hvis du oplever det samme, så kan jeg anbefale at gøre sådan her: https://www.babywearingtutorials.com/stretchy/fwcc-with-a-stretchy-wrap-newborn/

    • Reply
      Plantesmilet
      22. september 2021 at 19:59

      Tak for tip. Indtil videre bliver jeg bare lidt træt i ryggen. Min er for øvrigt en snydemodel: ryg som en t-shirt og front som en vikle. Det fungerer ret godt.

  • Reply
    Stine
    22. september 2021 at 21:49

    Fantastisk beskrivelse, som sædvanlig. Dejligt og overvældende for jer alle🍀

    • Reply
      Plantesmilet
      30. september 2021 at 16:24

      Tak ❤️

  • Reply
    Hope
    23. september 2021 at 22:48

    Stort tillykke

    • Reply
      Plantesmilet
      24. september 2021 at 10:26

      Tak ❤️

Leave a Reply