Bæredygtig hverdag

Uvished æder sjæle op

I dag har jeg arbejdet hjemme. Et koncept der blev noget hverdagsflosset i kanten under corona-krisen, men som efter knap et par uger tilbage på kontoret har fået lidt af fordums glans tilbage. Vi taler bare tæer og stempelkandekaffe.
Jeg har fået styr på et par løse ender, men jeg har også helt uden dårlig samvittighed tildelt mig selv en times tid til at blive menneske igen. For jeg har godt nok ligget og rodet meget rundt nede i noget krybdyrhjerne det sidste stykke tid.
Uvished er noget rod. Uvished i anden og tredje potens er næsten ikke til at navigere i, synes jeg. Jeg bruger enorme hjernekræfter på at følelsen af uroen og de konstante nødplaner og nødplaner for nødplanerne.

Sagen er jo at vi begge to arbejder som folkebibliotekarer hvilket der er rigtig meget godt at sige om, og så lige den lille trælse detalje med de skiftende arbejdstider. Men hvor det kan være træls nok at kunne se på flere måneders afstand at vi kommer til at finde en barnepige en lørdag i september eller må melde fra til en rund fødselsdag i november, ved vi nu i princippet kun hvad vi skal en dag eller to ud i fremtiden. Og ja, man kan bytte, og ja, der er forståelse.

Men det kræver overblik og mod-bytter og kommunikation, kommunikation, kommunikation så jeg er helt smadret i kæben af at smile i telefonen. Og skal så alligevel laves om igen-igen fordi min kærestes skemaer (ja, han er med i to pt) kommer ind senere end mit eller fordi jeg havde en lang god snak med skemalæggeren den anden dag om at vi var ved at løbe livet af os – og tyve minutter senere skulle jeg ud at finde løsninger både morgen og eftermiddag de næste par torsdage. For hvem skulle han ellers sætte til at tage den?

Den anden dag sad jeg på gulvet og græd af bare overvældethed. Bevars, jeg fik tårer i øjnene af overvældethed og for ikke at gøre min søn bekymret stak jeg hovedet under den kolde hane, fik ti liter isvand i øret og blev megasvimmel. Men stadig, der var en direkte kausalkæde mellem overvældethed og sidden på gulvet …

Det hjælper heller ikke at vi har taget endnu en runde i den der selskabsleg der hedder ’børnehaven finder noget de synes Musen skal undersøges for’. Denne gang stofskiftet. Og der ER et fysisk symptom, og selv om alle prøver indtil nu ikke viser noget overhovedet, SKAL de selvfølgelig gøre opmærksom på det. Men nøj hvor det kommer ubelejligt lige her midt i alt det andet at skulle finde tid til et antal Herlev-ture – altid midt på dagen, altid ventetid, og ja man skal stadig aflevere i faste intervaller i børnehaven …

I går talte jeg i telefon med yndlingspædagogen som. Og netop fordi hun er yndlings hos såvel barn som forældre, ramte det mig lige i maven at hun brugte den der indtrængende stemme jeg selv reserverer til de lidt besværlige borgere på biblioteket, til at forklare hvor gerne de vil finde ud af hvad ”det” er. Jeg gik i totalt flugt som i kamp/flugt-mode og havde lyst til at holde ungen hjemme på ubestemt tid. Men måtte i stedet melde ind at han altså bliver hentet rigtig, rigtig sent nogle dage i næste uge, for nu er endnu et skema landet, og det er sent.

Men vi talte fint sammen i morges, og for første gang hørte jeg en pædagog udtale at han da vist er i en rivende udvikling, ham der min søn. Hvilket han er. Fysisk og mentalt. Han er blevet så … gemytlig. Og har fået en veninde, helt uafhængig af børnehaven. Bare en lille pige nede på hjørnet, som han taler med gennem hækken.

Min menneskeliggørelsesøvelse i morges virkede også. Den var, hvis nogen vil vide det, en kombination af en løbetur og en halv times oprydning i opslemmet lockdown-roderi ud fra devisen ”skal den ligge her? – hvis ikke, læg den på plads eller smid den ud”.

I eftermiddag genoptager vi den kaffeaftale der blev aflyst på nedlukningsdagen, i weekenden tager vi i kolonien, og så må der da vist snart blive lagt nogle lidt længererækkende genåbningsplaner ..!

Musen bestiger Herlev.

No Comments

    Leave a Reply