Bæredygtig hverdag

Vegetar på prøve – status på uge to

Det er igen hende der Corona der har sat dagsordenen i en uge med ekstravagter og aflysninger og generel renden rundt i cirkler. Yderlige har vi været snottede på skift. Da jeg så oveni fik ondt i halsen og knaldende hovedpine (‘symptomer’) i de to timer det tog panodilerne at virke, gik der helt hat og briller briller i den. Kollegerne klarede min lørdagsvagt, mine forældre insisterer på at ignorere den potentielle smittefare og komme til den barnepigetjans der strengt taget ikke længe var aktuel, testen var negativ, min bror og svigerinde stødte til, kaos rådede og jeg sad tilbage med min snotnæse og med en vag fornemmelse af at burde give kvagekage til holdet.

Vores nyslåede vegetarstatus har derimod ikke fyldt det store.

Ugens højdepunkter

Madplan og samlet indkøb. Det har fluktureret hen over år og måneder om vi orker den ekstra indsats om søndagen eller helt ærligt foretrækker at winge den på dagen. For tiden orker vi, og det spiller.

Og så har jeg haft et par frokostopture. Der har både været lækre middagsrester, smukke syltetøjsglas med salat i lag, og en hjemmerørt æggesal med radiser, jeg rørte sammen en aften mens noget mad kogte.

Ugens nedture

At sidde i Hareskoven med min søn og en madpakke efter en frisk cykeltur og lige så frisk vandring. Jeg havde helt klart fået en hummusmad for lidt med, og de der frikadeller han var tusind år om at klemme ned, duftede godt nok godt …

Ugens udfordring

Altså jeg hader at kalde min far en udfordring. Men han er en diskussionslysten herre, og han vil have kød! Turen ned gennem pizzariaets menu fredag aften var en kamp fra hus til hus. Team vegetar skal vist kun være glad for at have fået fire skud ind mod kødspisernes ene. Dagens efter ledsagede han mig til Kvickly og køledisken, så jeg ikke skulle glemme at købe hønsesalat.

Ugens madplan

Søndag: Best of frokost. En af min kærestes bedre ideer var at lave en ordentlig omgang til aftensmad af alt det vi havde en vag fornemmelse af, kunne indgå i en vegetarisk frokost. Og så spise resterne til frokost hele første halvdel af ugen.

Mandag: Kartoffel/porre-suppe. Med kyllingefond … Min kæreste nåede at putte den i gryden inden vi tænkte os om. Og selv om det selvfølgelig udvander *oplevelsen* af at undvære kød, så er den kylling jo unægteligt død for længe siden, og vi kunne rigtig godt bruge både bøtten og fryserpladsen …

Tirsdag: Jeg fik en ekstra aftenvagt og mand og barn fik pitabrød med købe-falafler og diverse grønt.

Onsdag: Resten af suppen.

Torsdag: Ferskenret. En indiskinspireret gryderet fra cookingonabootstrap.com. Lige den er vist ikke online, men den består i bund og grund af kikærter, tomater og dåsefeskner (ja) i lige dele og så krydret med noget karryagtigt. Det bliver overraskende godt, og er en af de få gryderetter min søn guffer i sig.

Fredag: Købepizza

Lørdag: Chili sin carne. Min kærestes version, der er udviklet og forfinet gennem mange års trial and error. Ingredienslisten er episk, det samme er smagsoplevelsen og mængden af færdig gryderet. Den kræver lidt tid og tålmodighed, men så har man også gæster/madpakker/fryseren.

Sådan gik den første uge som vegetar på prøve

Forrige indlæg
Næste indlæg

No Comments

    Leave a Reply