Bæredygtig hverdag

Vi nipper til elefanten – om kunsten at komme af med en masse udhuse i i titusind små nemme skridt

Okay. Som jeg har skrevet om nogle gange efterhånden, har jeg haft det lidt ambivalent med den der flytning til rækkehuset i Buddinge. Det var en ufed proces på et sårbart tidspunkt.

Det var til gengæld også lidt et wake up-call at logge på facebook en sjælden gang og få et af de der minder, der fortalte at det var tre år siden vi fik nøglerne. Jeg vil mene at det er en menneskeret at være muggen og uafklaret, men tre år er i overkanten. Vi er med andre ord nået til det der punkt hvor man kigger sig selv i spejlet og spørger ”Hvad kan jeg egentlig selv gøre?”

Jeg har angrebet problemet fra to fronter.

Dels har jeg arrangeret hverdagen lidt anderledes med min kæreste, sådan at jeg jævnligt har mulighed for at komme nogen steder. Han henter simpelthen barn fast en gang om ugen, så jeg kan gøre et eller andet andet. Om det så er at arbejde lidt længere, smutte til Lyngby efter en malerpensel eller drikke kaffe inde i byen. Eller bare tage hjem som jeg plejer, men fordi det er det jeg gider. Musens og mine rolige eftermiddage i og omkring rækkehuset føles uendeligt meget mere luksuriøse når de gentager sig fire og ikke fem gange om ugen! Det er ikke det dette indlæg skal handle om, men måske et fremtidigt.

Dels har vi vendt og drejet situationen med skurene. Og det er så det, dette indlæg skal handle om.

Tour de skur

Hvad er situationen med skurene, spørger I? Jo, forestil jer et rækkehus af ældre dato. Kvadratisk, praktisk, gult. Det er et enderækkehus med plads til en carport. Carporten er grim. Og ulovlig. Noget med at den svæver af sig selv uden den nødvendige understøttelse.

Langs gavlen, i naturlig forlængelse af den ulovlige carport er et stort skur. Skuret er konstrueret således at regnvand løber ned på indersiden af væggen i stedet for ydersiden. Når det regner står der fem-ti centimeter vand på gulvet. Når det regner og er varmt, er luftfugtigheden uden for almindelig forestillingsevne. Gulvet består af træpålader med luft under. Jeg forestiller mig en form for underminering, qua alt det vand. Taget er gennemsigtig plast, og under taget er stukket pladerne fra et gammelt køkken. Jeg forestiller mig for at tage af for varmen. Det virker ikke. Skuret er udstyret med radiatorer, rigeligt med stikkontakter og nogle gasrør uden særlige formål.

Bag rækkehuset findes en lækker terrasse (Ret skal være ret, jeg elsker den terrasse!) og en smal græsplæne uden definerende egenskaber. For enden af denne græsplæne findes yderligere to (!) skure. Inden man når frem til disse, møder man dog fire (!!) af de der bure, man køber brænde i. I ved, en palle i bunden og noget tømmerværk og strips og en tagplade øverst. Ydermere en håndfuld løse paller i stærk forrådnelse.

Skuret til højre er stort set tomt og er skåret efter læsten ’fliser, plastiktag og bræddevægge’. Plastiktaget er dog for kort i den ene ende og noget er skredet under monteringen, så skruerne i det store hele stritter ned uden at fange tagspærene. Vand siver ind.

Skuret til venstre er ældre og i lighed med det første skur, jeg nævnte længere oppe, er taget mindre end grundplanet med forudseelige fugtproblemer til følge. Desuden er det udstyret med en skydelåge hvis sideværts skydning forhindres af skuret ved siden af … Man kan med andre ord kun komme ind i det efter store fysiske anstrengelser. Hvilket nok er årsagen til at det er fyldt med ragelse. Pindebrænde, byggematerialer, urtepotteskjulere, havekemikalier (!!!).

Og kan vi lige blive enige om at det virker fedtet af de tidligere ejere at skrue knagerækker, skraldespand, røgalarmer og dørklokke ned og så efterlade et helt fyldt skur? Not cool, dudes, not cool.

Der er flere problemer med alle de skure. Haven er ikke specielt hyggelig at opholde sig i. Vi har permanent afsat en lille del af vores hjerner til ’udtænk plan for skure’. Og alle tiltag af typen ’man ku’ også plante en ribsbusk’ falder på at der på et eller andet tidspunkt skal gøres plads til noget nedrivning og bortkørsel. For da slet ikke at tale om at vi tre-fire udhuse til trods ikke har et rigtig tørt sted at stille en klapvogn.

Hvordan kunne I finde på at købe så umådelig en mængde dårlig skur, spørger I med en vis ret? Hvad kan jeg sige, det var en ufed proces på et sårbart tidspunkt … Og huset som sådan er fint til prisen.

Planen har længe været at betale os fra nedrivning og bortkørsel og ét nyt skur. Det er ikke nogen dårlig plan. Dyr, men realiserbar. Tidspunktet for igangsættelse bliver bare hele tiden udsat fordi vi gerne vil spare lidt mere op eller vente på havesæsonen (eller måske så alligevel på havesæsonens slutning …?) eller tale med en elektriker først om de der installationer (eller måske så alligevel først en vvs’er ..?). Det er ikke fordi nogen af os ligefrem føler trang til at være projektleder på processen. Og imens står lortet lige så langsomt og forfalder og ser ud ad H… til!

Nu har vi skiftet strategi. I hvert fald for en tid.

Noget med at spise en elefant i små bidder og det er egentlig utroligt hvad man kan nå på en halv time. Og det man fjerner, stresser ikke.

Det sidste er en ret vigtig pointe og lidt en aha-oplevelse for mig. For plantede jeg rent faktisk den førnævnte ribsbusk, så skulle den trods alt vandes i starten og jeg ville føle mig forpligtet til at plukke bærrene. Det skal jeg lige have overskud til (Altså, en ribsbusk klarer de fleste i fin stil, men det er princippet i det: Nye tiltag fører til nye, løbende opgaver). Alt hvad jeg fjerner er derimod væk, når det er væk. En vissen gren der er savet af og smidt til haveaffald, kommer jeg ikke til at høre mere fra. Jeg behøver derfor kun tænke i hvad jeg har tid til lige nu, forudsat at grenen kommer helt væk i første arbejdsgang, og ikke sætte krudt af til fremtidig opfølgning.

Museskridt på nedrivningens vej

Vi har:

  1. Købt et brækjern
  2. Flået brændeburene til den ene side ned og stablet brædder og paller
  3. Revet brændeburene til den anden side ned med hjælp fra mine forældre
  4. Fået mit far til at save de grene af æbletræet, vi fik i hovedet under punkt 3
  5. Forsøgt at fikse skydedøren til det fyldte skur og endt med at afmontere den, da min far fik lukket min mor noget så gevaldigt inde
  6. Fået min far hooked på ideen om at gå på pension og komme på besøg med diverse værktøj
  7. Savet førnævnte gren op og fået den afhentet som haveaffald
  8. Gået en tur i det nu tilgængelige skur med en affaldssæk og smidt så meget småtteras i husholdningsaffaldet som vi kunne slippe afsted med uden at vække opsigt
  9. Købt to ruller affaldssække
  10. Fyldt endnu en sæk med småt brændbart så snart husholdningscontaineren var blevet fyldt
  11. Forsøgt at dele brændestablen inde i skuret (det indtil fornyligt aflåste, that is) op i ‘brænde’, ‘optændingsbrænde’ og ‘ting der ligesågodt kunne have været haveaffald, så det lader vi som om det er og sender det den vej så snart behodleren er blevet tømt’

… Og det er sådan set så langt vi er nået. Mere sker, når det sker. I må gerne heppe, vi har brug for det 😀

‘Det Lukkede Skur’ med faldefærdige brændebure
Et kig ind i Det Lukkede Skur. Mere brænde …
En bibliotekar forsøger at skabe orden hvor ingen orden er. Her stod også et par brændebure før jeg gik i sving.

6 Comments

  • Reply
    Anne
    25. september 2019 at 20:58

    You can do it!
    Hep og hej.
    /A

    • Reply
      Plantesmilet
      26. september 2019 at 7:02

      Hej igen og tark!

  • Reply
    Anette
    25. september 2019 at 22:11

    Godt gået. Jeg hepper!

    • Reply
      Plantesmilet
      29. september 2019 at 16:48

      Takker!

  • Reply
    Venterpaavinblog
    27. september 2019 at 7:56

    Hvor lyder der spændende!
    God elefantspisning til Jer.

    A

    • Reply
      Plantesmilet
      27. september 2019 at 15:41

      Tak! Og det er nok egentlig det der er skiftet: nu synes vi det er en spændende opgave, ikke bare en opgave!

Leave a Reply